Søg
  • Rikke

Fra strandyoga til indendørs yoga

Opdateret: 5. aug. 2020

Sommerferien er slut og min hverdag er startet igen. Jeg kunne nu godt trænge til lidt ferie... Efter 6 ugers køkkenrenovering - herunder uger med rod og støvvægge og en enkelt uge uden vand og afløb - så kunne jeg godt bruge en uge på langs. Det har været hårdt arbejde. Og indrømmet - det startede da også med et hul i hovedet og et besøg hos lægen. Siden har det været mindre dramatisk. Men det har været en sej omgang (som ikke helt er slut endnu). Og der går et par dage, før jeg er klar med et nyt projekt med mig som bygherre og totalentreprenør krydret med enkelte fagentrepriser. Jeg tror også, at min kæreste synes, at jeg skal koncentrere mig lidt mere om yogaen her i efteråret. Så får han også lidt mere ro og tid til sit eget hjem <3


Sommeren igennem har jeg haft Yogastund på Ajstrup Strand. Det har været et af mine små heller. Og jeg har nydt det. Jeg elsker yoga i naturen. At sidde der og høre bølgerne skylle op ad stranden, fuglene synge og virkelig mærke vejret - det har været SÅ dejligt. Vi har haft al slags vejr - måske bortset fra det rigtig gode... Men jeg tror også, at mange af os har lært, at det meste vejr er yogavejr. Der var lige i tirsdags, hvor det silede ned det sidste kvarter - og alt og alle var gennemblødte. Men det gav mig efterfølgende anledning til at få vasket måtte og tæpper :-)



Jeg har også brugt sommeren på at forberede min indendørs undervisning i efteråret. Lige så skønt det har været at undervise udendørs - lige så meget glæder jeg mig til at komme indenfor. Jeg glæder mig til klasser af halvanden time, hvor der er bedre tid til fordybelse. Jeg glæder mig til at have redskaber til rådighed. I min strandyoga har jeg bevidst valgt øvelser, der kan udføres uden. Jeg glæder mig også til at have et fast hold med de samme elever og dermed muligheden for at lære mine elever bedre at kende og lave et forløb - at skabe progression. Jeg vil gerne give mine elever et godt fundament for deres yogapraksis. Både teknikker til mere yogaglæde og muligheden for mere egen-opmærksomhed og nærvær.



Indendørs yoga bliver på smukke gamle N.J. Fjords Gades Skole - nu omdannet til Fjordsgade Forenings- og Fritidshus. Den 110 år gamle skole med granitsøjler og vægmalerier rummer også dejlige yogasale med en skøn energi.


Mine yogaklasser bliver i Hatha Flow, som mange kender det fra stranden. Det bliver onsdag aften kl. 19.30 til 21.00 med opstart 2. september. Det er muligt at tilmelde sig et forløb på 5 gange - før og/eller efter efterårsferien. Eller alle 10 gange med afslutning i udgangen af november. Du kan læse mere om holdet under fanen "Hold". Der er endnu ledige pladser.



I august fortsætter vi med yoga på stranden om søndagen - og en enkelt lørdag. Med ønsket om en rigtig dejlig eftersommer til dig og dine!


Kh. Rikke



45 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
  • Facebook
  • Instagram

Yogastund med Rikke Schultz Nordentoft   mobil 29209004   info.yogastund@gmail.com   cvr 40 93 62 97  © 2019