Forleden dag opdagede jeg, at der stod på min hjemmeside, at mine børn er 18 og 20 år gamle. Det passede for 3 år siden. Tiden går - og vi går med. Men hvor går vi hen? Og går vi med nærvær?
Indenfor yogafilosofien har vi et begreb, Samsara - et cyklisk menneskeligt hjul fra fødsel til død. Gennem yoga træner vi at slippe og bare være. Slippe vores roller, vores egne forventninger, vores krav til præstation. Måske kan vi sammenligne Samsara med vores nutidige udtryk, hamsterhjulet? Det at hverdagen tager os. At vi ikke får stoppet op og mærket efter. Eller måske endnu mere, at vi ikke lever med bevidsthed, men bare "klarer" hverdagen.
Jeg er for nylig blevet opmærksom på, at jeg også har løbet rundt i et hamsterhjul. Eller faktisk har jeg måske nærmere haft en fornemmelse af, at hamsterhjulet drejede rundt med mig. Jeg har mødt overgangsalderen. Og jeg har besluttet mig for, at det her må vi snakke om. Det skal ikke være et tabu. Så jeg skriver det lige igen: overgangsalder. En overgang - mellem fertilitet og hvad...? Afvikling? Erfaring? Eller måske et liv med nærvær?
Der er sket meget i mit liv de seneste år. Mine skønne, kloge unger er flyttet hjemmefra. Jeg har arbejdet corona-hjemme over flere år. Mit sociale liv har (ligesom alle andres) været på et minimum. Jeg har mistet min far. Og så har overgangsalderen ramt mig. Vi snakker ikke bare hedeture. Men med gråvejr (jeg ved godt, at det har regnet usædvanligt meget i januar), en følelse af hukommelsesbesvær, tristhed og træthed. Jeg havde ikke tænkt over at koble alt dette med overgangsalder. Men lige pludselig så jeg en sammenhæng.
Jeg smager på ordet: overgang. Ordbogen uddyber: "Overgang - en forandring eller udvikling fra noget til noget andet; et skift fra en tilstand til en anden." Altså en udvikling - ikke en afvikling! Måske ligefrem en mulighed? En mulighed for at stoppe op? En tid til refleksion? Hvad kunne jeg tænke mig at fylde mit liv med?
Ungerne er flyttet hjemmefra. De kan godt selv. Men de har (heldigvis) også stadig brug for os. Vores forældre bliver gamle. De har brug for os på en ny måde. Samtidig står vi selv i den her overgang. Som min læge sagde: "Det er lidt ligesom at blive smidt tilbage i puberteten." Vi bliver styret af hormoner. Følelser og tanker vælter rundt. Vi skal igen - og på ny - finde vores ben at stå på.
Det havde jeg ikke set komme. En overgangs-krise. Men jeg ved af erfaring, at det er på bagsiden af vores livskriser, vi vokser som mennesker. Så den del glæder jeg mig til.
I denne weekend er jeg taget alene i sommerhus. Jeg skal ikke noget. Så jeg startede eftermiddagen i går med 7 km langs stranden i solskin. Og jeg blev fyldt af taknemlighed. Over alle dem - og alt det - der er i mit liv. Over at mærke livsglæden. Det helt fantastiske med taknemlighed er, at det er umuligt at være trist og negativ samtidig med, at du er taknemlig.
Rikke Østergaard skriver i indledningen af sin bog, Tak: Taknemmelighed er en af de mest effektfulde måder at ændre sine tankemønstre på. Vi kan kalde det verdens simpleste metode til at komme i balance. Når du flytter fokus fra det, du mangler, til det, du har, vil du opleve, at taknemmelighed ikke kun er en tanke, men en følelse i kroppen, der skaber lykkehormoner og gør dig glad. Man tror, det er løgn, at så simpel en ting, som fokusskifte kan ændre ens liv, men det er faktisk neurologisk muligt. Da jeg først forstod, hvor meget mine tanker og de ord, der kommer ud af munden på mig, skaber min nutid og min fremtid, fik jeg en meget vigtig indsigt. Jeg forstod, at der bag ordet “Tak” ligger en kæmpe kraft.
Rigtig god weekend <3
Kh. Rikke
