Om Rikke
Jeg er uddannet Hatha yogalærer hos Anette Meldgaard (Yogamo) og Helle Yde (Yoganize), som begge i mange år har stået for uddannelsen hos Dansk Yoga i Vejle. A Yoga Story er Anette og Helles egen 250 timers uddannelse, som foregår hos Anette på Samsø Retreat.
Jeg bor i Beder syd for Aarhus og har to voksne børn. Jeg er uddannet biolog og arbejder til daglig i Aarhus Kommune.
Jeg har altid været aktiv. I ungdomsårene sejlede jeg europajolle. Senere blev det til løb og kajak og flere uddannelser som fitnessinstruktør. I 2015 fandt jeg yoga.
Selvudvikling har fulgt mig i mange år; blandt andet gennem Mindfullness og Bodynamic Kropsterapi. Jeg er uddannet indenfor begge dele. Bodynamic supplerer yoga rigtig fint, da vi her arbejder med sammenhængen mellem vores krops-positurer (muskelspændinger) og vores karakterstrukturer (den måde, vi er på). Min baggrund afspejler sig i min undervisningsstil.
På yogamåtten fandt jeg en skøn forening af krop og sind og åndedræt. Jeg fandt ud af, at jeg kunne opnå noget større end “bare” kropstræning. Jeg kunne få krop og sind til at smelte sammen. Eller med andre ord: ved at bruge min krop på en ny måde, kunne jeg stilne mit sind og finde ind til min inderste kerne, mit væren. Det blev jeg fascineret af.
Oplevelsen fik jeg på et tidspunkt, hvor jeg virkelig havde brug for nye løsninger. På yogamåtten fandt jeg en kærlig måde at tage vare på mig selv. Samtidig med, at jeg fik rørt min krop. Det blev en fantastisk rejse. At flytte mig fra “selv-tæsk“ i et fitnesslokale til at finde ind til noget meget dybere på yogamåtten.
​
I min undervisning er jeg opmærksom på min stemmeføring. Derfor har jeg været på workshop hos Martin Guldberg, som er konservatorieuddannet sanger og sangpædagog og selv uddannet yogalærer.
Det er mit ønske at give dig en oplevelse af, at krop, sind og åndedræt forenes, og at du finder mere ind i dig selv på en kærlig måde. At du får yogaerfaringer med ud i hverdagen - udenfor måtten. Og at du herigennem får et større overskud og og er lidt mere opmærksom på at lytte til dig selv og give dig selv omsorg i hverdagen.
​
Men alt med måde… Jeg nyder også et glas køligt hvidvin på terrassen. Jeg drikker kaffe. Og så elsker jeg en sjælden rød bøf, når jeg kan mærke, at min krop trænger til det.
Vi lever i en verden af modsætninger - livsglæde - og muligheden for bevidste valg.
​