De seneste 14 dage har jeg ikke lavet yoga. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Men jeg har været på eventyr i Tanzania med min søn. Vi har været en tur på toppen af Afrikas højeste bjerg. Kilimanjaro er 5.895 m højt. Så jeg har været aktiv på en anden måde.
Inden turen var der mange (som aldrig selv har været på bjerget), der fortalte mig, at det var "piece of cake". Lad mig med det samme slå fast: Det er det ikke! Men de havde ret så langt, at det ikke handler om supergod kondition og fancy forberedelse. Det handler om vilje og stædighed. Man er godt hjulpet af en rute, der giver den bedst mulige akklimatisering, godt udstyr, og så en krop, som arbejder med og stille og roligt tilpasser sig højderne. Det sidste er ikke en selvfølge. Og vi havde også vores udfordringer med højdesyge.
Turen til den sidste camp i 4.700 m var utrolig smuk. Den tog 6 dage. Vi havde bærere med til bagagen. Højest 15 kg måtte de bære. Og da de kom på den anden side af den officielle kontrolvejning, så tog de typisk to tasker på hovedet. Hakuna Matata (Swahili for "ingen bekymringer" eller "det går nok"). Vi boede i telte; og fra vi forlod Moshi, var det slut med træk og slip og badning. Til gengæld blev hovedpinen værre, jo højere vi kom op.
Den sidste opstigning skulle foregå om natten. Vi blev vækket kl. 23.15. Altså dem af os, der overhovedet havde sovet. Op til tynd havregrød i madteltet og en vind, som allerede havde lagt toiletteltene ned. Det stormede vildt. På det tidspunkt havde vi allerede sagt på gensyn til to rejsefæller. Yderligere to blev i teltene. Så vi var 14 på vej. Som perler på en snor og hver med sin pandelampe. Pole Pole (swahili for "langsomt") gik det skridt for skridt. Igen måtte vi kravle på klipper. Vinden drillede, og nogle gange tænkte jeg: Nu tager den mig med ud over klippen.
Det var bidende koldt. Chill-faktoren til at mærke. Vejrtrækningen var udfordret af den tynde luft. På et tidspunkt blev jeg opmærksom på, at jeg - uden nærmere overvejelse - var gået i gang med ujjayi-åndedrættet. Det sejrende åndedræt. Meget passende. At åndedrættet tog over og satte tankerne i baggrunden. At ujjayi-åndedrættet hjalp til at varme kroppen op og sende mere ilt rundt. Hvis du ikke allerede kender ujjayi-åndedrættet, så er det en teknik, hvor man kniber let sammen i bunden af halsen samtidig med, at man holder munden lukket og trækker vejret gennem næsen. Teknikken bliver ofte brugt til power-yoga som Astanga og Vinyasa. Det lyder lidt som Darth Vader.
Der gik jeg. Det blev hårdere og hårdere. Vinden tog mere og mere fat i os. Vi blev opfordret til at holde pauser. Men vi orkede ikke gøre holdt. Det var alt for koldt. Vandflasker og snack blev båret inde på kroppen for ikke at fryse til is. Og bare tanken om at skulle åbne for både skaljakke og fleece for at komme ind til det, fik de fleste af os til at opgive. Vores turleder kom hen og sagde: "Sørg for at drikke lidt, når vi holder pauser, Rikke. Så skal det nok gå." Vi vaklede afsted. En måtte sendes ned. Hun var ikke rigtig længere kontaktbar. Vi startede 18 håbefulde rejsefæller. Nu var vi 13 tilbage. De lokale guider havde travlt med at råbe af os. "Are you sleeping?" "You are sleeping!". Jeg tænkte: Når jeg kan gå og irritere mig over det, har jeg stadig overskud... Andre gange stod de klar med en hjælpende hånd, når vi skulle forcere særligt vanskelige steder. Der mærkede jeg dyb taknemmelighed.
Det var benhårdt. Jeg spekulerede på, om jeg nogensinde havde prøvet noget hårdere? Om dette var værre end en førstegangsfødsel, som havde været slem? Vi var blevet forberedt på, at vi skulle finde alt den styrke, vi havde, for at gennemføre. At der ville komme tidspunkter, hvor vi glemte, hvorfor vi gik der. Hvor vi ikke længere kunne finde mening i det. Jeg tænkte på min mor. Det var egentlig hendes drøm, jeg udlevede. Jeg gjorde det for hende. Og for min datter, som ikke selv kunne være med. Og så for min søn. Det skulle være vores store oplevelse sammen.
På den sidste strækning inden Stella Point, fandt jeg sammen med ham. Han havde gået længere nede i perlerækken. Vi kiggede hinanden i øjnene (eller rettere: i pandelamperne) og blev enige om, at det her, det måtte vi klare sammen! Jeg gik lige bag ham, for han var begyndt at vakle. Flere gange måtte jeg gribe ham. Det var ikke godt.
Vi nåede Stella Point i 5.739 m. Så havde vi officielt besteget Kilimanjaro. Det var stadig mørkt. Egentligt skulle vi først have nået hertil til solopgang en halv time senere. Men den stærke blæst havde gjort, at vi ikke fik holdt de planlagte pauser. Så det obligatoriske billede blev taget i mørke. Vi tager det om senere, tænkte jeg. Det tidspunkt kom dog aldrig.
Det var bidende koldt, og vi kunne ikke holde ud at blive stående. To kunne ikke mere og måtte ned igen. Nu var vi 11 tilbage. Vores turleder havde sagt, at målet måtte være at stå på Afrikas højeste punkt, Uhuru Peak i 5.895 m. Det var tid til at fortsætte endnu en time. Jeg havde fat i turlederen og bad ham holde øje med min søn. Han lignede en, der havde drukket alt for meget. Jeg kunne se, hvordan han måtte bruge alt sin koncentration på ikke at falde. Turlederen var hele tiden klar til at gribe. Det var ikke rart at kigge på. Han var ramt af højdesyge.
Men vi nåede toppen. Med en stærk vilje og stædighed. I mellemtiden var solen stået op. Undervejs nåede jeg at tage et par billeder ud over Afrika. På Uhuru Peak fik vi taget endnu et obligatorisk billede. Herfra gik det stærkt. Min søn måtte ned hurtigst muligt. Det blev en - på alle måder - hård nedtur for os begge. Og det tog nogle dage at ryste oplevelsen så meget af os, at vi kunne glæde os over, at vi gjorde det. Vi stod på Afrikas højeste punkt - SAMMEN. Det kostede blod, sved og tårer. Og en storetå-negl.
En af mine medrejsende sagde et par dage senere (hvor væske havde løftet neglen højt over tåen): "Man kigger altid på sin yogalærers tånegle, Rikke. De skal helst være velplejede...". Så derfor:
Kære kommende elever. Forvent ikke for meget af min højre storetå-negl. Jeg har hørt, at det tager et år for sådan en at gro ud. Men jeg lover at gøre mig umage med at få de andre 9 til at tage sig bedst muligt ud. Hakuna Matata!