Danmark er lukket ned på grund af Covid-19 smittefare. Mine yogahold er sat på pause. Jeg arbejder hjemmefra i mit job som biolog og har installeret mig her i stuen. I disse dage tænker jeg ekstra meget på at finde glæden frem ved de små ting i hverdagen. Ligesom Dan Turell holder jeg af hverdagen. Jeg elsker at have fokus på de små ting, som giver mig glæde.
Her må jeg komme med en indrømmelse. Jeg er blevet en Bird Lady på mine gamle dage. Og æblet er bestemt ikke faldet langt fra stammen! Min mor har i årevis talt med sine fugle. Andre i familien har - jeg selv inklusiv - rystet lidt på hovedet og smilt af hende. Og måske tror du, at der her er tale om en kanariefugl eller en dværgpapegøje i et bur. Men nej! Vi snakker om musvitter, gråspurve, blåmejser, rødkælke og andre af havens små vidunderlige frie skabninger. Min mor har i mange år haft et foderbræt af plexiglas på ruden. Denne vinter har jeg gjort hende kunsten efter. Og jeg har fodret hele vinteren.
Jeg elsker mine fugle! Det er helt skørt, så glad jeg bliver, når jeg står i køkkenet, og de alligevel tør sætte sig lige på den anden side af ruden og spise. Jeg glædes hver gang, der er en ny fugleart. Jeg glædes, når min lille rækkehushave er fyldt med 30-40 gråspurve, der alle kommer til mit foderbræt.
Jeg taler ikke med mine fugle... endnu! Jeg kan mærke, at jeg har lyst. Men der er jo trods alt grænser for, hvor meget man har lyst til at slægte sin mor på. Hvis man ellers kan styre det.
Jeg vidste allerede i sommers, at det var galt. For jeg plantede en sommerfuglebusk i min lillebitte have. Og her følte jeg samme boblende glæde ved at have 10-15 sommerfugle sværmende omkring blomsterne. Mellem os sagt: jeg havde også lyst til at snakke med dem! Men jeg gjorde det ikke. Jeg var bange for, at mine store børn skulle opdage det, og skyde mig i skoene, at jeg var ligesom mormor <3
En anden ting, som giver mig glæde i hverdagen - og som jeg tilsvarende havde forsvoret ville ske - er Salamba Sirsasana - støttet hovedstand. Ved juletid, da der var en måned til min yogalærereksamen, gav jeg for en stund præstation plads på min yogamåtte. Jeg tænkte, at jeg som yogalærer ville kunne stå på hovedet. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er blevet undervist af mange skønne og dygtige yogalærere, som ikke kunne stå på hovedet. Og det har aldrig generet mig. Men jeg kunne høre på min ene lærer på uddannelsen, at hun havde en særlig kærlighed til hovedstand. Og jeg blev nysgerrig på, om jeg også kunne finde glæden frem her.
Det hører med til historien, at jeg som barn skulle stå på hovedet inde hos min morfar på Villavej for at få en femmer. Jeg hadede det! Men hvem vil ikke gerne have en femmer, når man er 6 år gammel?Så min bror og jeg, vi stod på hovedet. På et eller andet tidspunkt har det sat sig fast i mig. Som en slags angst. Og siden har jeg ikke kunnet stå på hovedet.
Men så begyndte jeg at øve mig. Stille og roligt. Op på hovedet og underarmene - og bare med bøjede ben. Efter en uge stod jeg med strakte ben. Lige indtil en gjorde mig opmærksom på, at jeg stod ved siden af et glasskab. At jeg jo kunne få benet skåret op, hvis jeg faldt. Og jeg må erkende: det hele sker oppe (eller nede?) i hovedet. Så blev jeg bange igen. Men det måtte ikke stoppe mig.
Siden har jeg - næsten hver dag - efter endt egenpraksis flyttet min yogamåtte hen til døren og stået på hovedet uden at røre den. Den har været min sikkerhed. Hvis jeg nu skulle få overbalance.
Det vilde er, at hovedstand giver mig utroligt meget glæde. Det er som et brusebad af energi. En forfriskende fornemmelse. Små glædesbobler, der lynhurtigt spreder sig i hele min krop.
Tænk at noget så simpelt som at vende hovedet nedad, benene opad og få vægt på kronen, kan gøre dette. Jeg tror, at hovedstand er blevet min yndlings-glædes-yogastilling.
Hvad giver dig glæde i hverdagen? <3