I går blev jeg færdig som yogalærer. Det var en stor dag! Fuld af glæde over at være færdig med min uddannelse. Og fuld af vemod over, at den er slut. Gennem det seneste år har jeg været på 6 skønne ophold på Samsø hos Anette Meldgaard og Helle Yde og A Yoga Story. Mellem opholdene har der været et utal af hjemmevideoer, skriftligt materiale, opgaver og en masse bøger. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer, jeg har brugt på yoga det seneste år. Jeg tror, at de 250+ timer, som uddannelsen er sat til, har været den mindste del af det. Men jeg har nydt hver en time.
Uddannelsen har været fyldt med lækker yoga, viden om yogastillinger (asanas), anatomi og ikke mindst yogafilosofi, som jeg har fået meget stor kærlighed til. Mange yogastillinger kendte jeg fra min egenpraksis siden 2014. Anatomien har været en genopfriskning af mit biologistudium i 90'erne og mine fitnessinstruktøruddannelser i 10'erne. Yogafilosofien har derimod været helt ny og spændende - og så alligevel ikke. Da vi startede på uddannelsen, og jeg blev præsenteret for Patanjali's Yoga Sutras tænkte jeg: "Pyh ha, den bog - med masser af sanskrit - og en gammel inder hyldet i et lyserødt lagen på forsiden - får jeg da ALDRIG et forhold til". Men der tog jeg heldigvis meget fejl.
Det har været SÅ spændende at dykke ned i de gamle tekster fra dengang, yoga var noget, man udførte siddende - og i ro. Det har også på mange måder været et gensyn. For det er gået op for mig, at mange af de store nutidige mestre; de har hentet utroligt meget fra Patanjali. For 10 år siden mødte jeg Mindfullness - grundlagt og udviklet af Jon Kabat-Zinn. Men nu ser jeg, at det jo bygger på 2000 år gammel yogafilosofi. Jeg har læst alle Eckart Tolles bøger om at leve i nuet. Om at vi ikke er vores sind - tanker og følelser, men at der også er en højere bevidsthed - selvet/seeren; og at den erkendelse kan gøre os frie. Men det er jo også yogafilosofi. Og beskrevet af Pataljali for mere end 2000 år siden.
Patanjali's Yoga Sutras starter sådan her (i fri oversættelse efter sanskrit):
Nu begynder læren om yoga
Yoga er at hindre sindets bevægelser
Da er seeren (bevidstheden) etableret i sin egen sande natur
Til andre tider tager bevidstheden form af sindets fluktuationer (tanker)
Yoga er mange steder ved at blive en gymnastikform. Vi kan dyrke yoga i idrætsforeninger og i fitnesscentre. Og det er godt! Det er et godt sted at starte uden at føle, at det hele bliver for langhåret. Og lad mig endelig slå fast. Jeg er ikke blevet "hellig" af at blive yogalærer. Jeg er ikke blevet vegetar (mine stigende antal kødfri dage skyldes en bekymring for vores klima). Jeg nyder også stadig et glas vin. Men yoga er så meget mere end kropstræning. Det samler alt den viden, jeg de seneste år har suget til mig indenfor selvudvikling: Nuets Kraft, Mindfullness, Metakognitiv terapi, De tre Principper (Dit Selvhelbredende Sind), Åndedrætstræning og mere til.
I sidste uge var jeg til et foredrag med Jakob Lund, som har startet BreatheSmart, og som bl.a lærer indsatte i fængsler verden over at trække vejret (så at sige). Jeg havde givet min kæreste foredraget i julegave, fordi vi flere gange har snakket om åndedrættet og vigtigheden af at trække vejret på en god måde. Vi sad der i salen, og Jakob bad os alle om at starte med nogle åndedrætsøvelser. Blandt andet skulle vi trække vejret som julemanden med "ho-ho-ho" - og til melodien fra Tuborg Julebryg reklamen (det hjalp lige til at få mændene med på ideen at nævne ordet "øl" :). Bagefter var min kommentar (til min - på egne vegne - endnu lidt yoga-forskrækkede kæreste): "Det der - det var yoga! Åndedrætsøvelsen hedder Kapalabhati på sanskrit. På dansk "det rensende åndedræt". Min kæreste svarede, at han nu bedre kunne lide Jakob Lunds version :) Så den vil jeg huske, når jeg starter et yogahold kun for mænd.
Til efteråret tilbyder jeg weekend-workshops af 2-2½ times varighed. Hver workshop får et særligt tema. Det kan være indenfor yogafilosofi, åndedrætøvelser, fordybelse i særlige yogastillinger. En workshop starter med et indlæg om emnet og følges op af 1½ times skøn yoga, der tilsvarende understøtter emnet. Efterfølgende er der mulighed for frokost i Cafe Fjord. Så tag din veninde eller ven under armen og få nogle hyggelige timer sammen. Måske denne oplevelse også vil øge din yogaglæde <3
Vi lever i en tid, hvor vi har brug for at tro på noget, der er større end os selv. Sådan som det altid har været i menneskets historie. Jeg glæder mig til at give min viden videre.
Namasté, Rikke
Comments